Forløb tilbydes af Odile Poulsen
At have været udsat for seksuelle overgreb i barndom, ungdom og/eller voksenliv medfører traumer af indgribende karakter, der indvirker i ens selvværd, selvtillid, tillid, personlighed, adfærd, relationer, livsudførelse m.m.
Hvor meget man oplever at være påvirket vil være individuelt. Hvad man har været udsat for vil være forskelligt. Alligevel er der fælles træk man kun møder hos andre, der også har været udsat for seksuelt overgreb. Inden for terapien gradbøjes overgreb ikke, da overgreb altid skal tages alvorligt. Så selvom man kan tænke; ’Der er andre der har været gennem noget meget værre end mig!’ fjerner det ikke alvoren af, det man selv har været udsat for og/eller hvordan man selv har det. Vi får ikke mindre ondt ved at andre har mere ondt.
Hvad er seksuelle overgreb?
Seksuelle overgreb kan være af psykiske og/eller fysiske karakter kan være begået i fysisk nærvær eller online. Overgreb kan være begået af, velkendte eller bekendte personer, fremmede, individuelle personer eller grupper. Seksuel vold kan ligeledes begås i sammenhæng med social og økonomisk vold. Den strafferetslige praksis for bevis på begåede seksuelle overgreb er ikke dækkende for al begået overgreb i vort samfund. Det vil med andre ord sige, at hvis man sammenholder dét man har været udsat for med hvad en domstol kan dømme for, vil mange ofte føle, at de så ikke har været udsat for ’rigtigt/rigtige overgreb’. Her adskiller terapien sig fra domstolen ved, at behandle også ikke beviselige overgreb.
Seksuelle overgreb (uanset det er beviseligt eller ikke) er uønsket seksuel tale om/til en og uønskede seksuelle handlinger begået mod en. Som for eks.: Anvisninger, kommandoer, krav, opfordringer, pression, tvang til at udføre seksuelle handlinger og tale mod sig selv, og/eller mod andre, inkl. overgrebspersonen. Al foto og optagelser, hvor man optræder nøgen og/eller der indgår seksuel tale og handling mod en, herunder også anvisninger, kommandoer, krav, opfordringer, pression, tvang om udførelse heraf mod sig selv og/eller andre, inkl. overgrebspersonen. Deling af seksualiseret foto og optaget materiale med andre både privat eller offentligt.