Kirsten Callesen skriver følgende i et opslag på Facebook i april 2018, teksten gælder stadigvæk:
“De sidste år har jeg som psykolog og specialist i neuropsykiatriske udviklingsforstyrrelser opdaget, at det slet ikke er autisme eller ADHD hos barnet, som skaber problemerne. Der er simpelthen for mange succeshistorier med fremragende mennesker på autisme- og ADHD-spektrene, som påvirker og ændrer verden og opfinder nye ting og bidrager med deres perspektiv – hvor ville vi alle være, hvis ikke autismens sandhed og fordybelse og ADHD’ens sprudlende væsen var blandt os?
Nej – problemet er ikke barnets “udviklingsforstyrrelse”!
Problemet er, at vi har ændret vores samfund, så VI forstyrrer vore børns sunde udvikling.
Børn, som fra babyalderen, bliver presset til at være væk fra deres omsorgspersoners trygge miljø i alt for mange timer. Børn, som har mistet adgang til nok trygge voksne i deres institutioner. Børn, som ved, at hvis ikke de klarer sig super godt i skolen, så har de ikke rigtig en chance i livet!
Med den viden vi har adgang til i dag, om hvad belastning af nervesystemet fører med sig af stresstilstande og hvad kronisk øget kortisol gør i hjernen og kropsvævet på børn og unge, så burde hver eneste skolechef, hver eneste pædagogiske ansvarlige, hver eneste (lokal)politiker med frygt og respekt for det massive og omkostningstunge behandlingsbjerg, som rejser sig i horisonten sige: STOP!
Al forskning gennem det sidste år, som er kommet fra KL, Folkeskolen, BUPL, samt en omfattende gruppe fagpersoner har været alarmerende!
Hvordan kan det ske for et oplyst velfærdssamfund som vores, at vi voksne er i gang med et kollektivt omsorgssvigt af vores sårbare børn og unge! Det er viden, som vi har fra den ganske almindelige bio- og socialpsykologi.
Og her er, hvad jeg for alvor har lært de sidste år om den gruppe børn, som ikke bare klarer sig og kan tåle mosten! Denne viden bygger på international hjerneforskning, som, med forbehold for, at viden om hjernen er en fortløbende diskussion, stadigvæk kan bringe højprofileret nytænkning i spil!
Ethvert menneske, som har svært ved at skabe mening og sammenhæng i sit liv, er mere sårbart overfor krav og hverdagens udfordringer. Robusthed kommer af, at ens nervesystem er modnet de første leveår, som udelukkende sker i favnen på mennesker, som man føler sig holdt af eller endnu bedre elsket af. Hvis man ikke er robust og hvis man ikke forstår sin verden, så bliver selv små ændringer i hverdagen til store udfordringer, som øger ens amygdalaaktivitet (man bliver mere sansefølsom og mere angst, vred og opgivende). Så øges ens kortisolniveau (stresshormonet), som hvis det ikke nedreguleres ved tryghed og mestring, lejres ind i krop og hjerne, og forstærker ens sårbarhed. Og så har man skabt det “perfekte” sårbarhedskredsløb, som frarøver mennesket sit overskud og evne til mestring.
Kortisolen øger amygdalaaktivitet og amygdala reagerer selvforstærkende på sansefølsomhed og negative følelser, og der skal mindre og mindre til, før man føler sig mere presset og det bliver ens erfaring, at verden er farlig, larmende og ingen kan hjælpe mig! Barnet oplever simpelthen, at alt er overvældende og reagerer ved at skubbe voksne væk, blive udadreagerende eller opgivende.
Og hvis det står på for længe, bliver disse stresstilstande til angst, depression og alle de andre tilstande, som psykiatrien i disse år bliver nødt til at diagnosticere ud fra symptombilledet, fordi børn bliver dårligere og har brug for hjælp og intervention.
Øget kortisol i hjerne, krop og organer bliver til #toxicstress – gift for kroppen – og i ACEs studier i USA (Center for Disease Control) har forskere undersøgt hvad modgang i barndommen kan skabe af stress og øget kortisol, som har vidtgående konsekvenser for somatiske og psykiatriske sygdomme i voksenalderen. I Danmark bliver børn sygemeldt med stress pga øget kortisol ned til 4-5-årsalderen! Dette kan være kimen til den angst, depression, selvskade, spiseforstyrrelser, kravafvisende adfærd og alle de andre psykiatriske tilstande og diagnoser, vi ser epidemiske stigninger af.
Hvis man så også har autisme og/eller ADHD – så forstærker stress og øget kortisol neurotilstanden negativt! Men autisme og ADHD er ikke et problem i et samfund, som skaber tryghed, forudsigelighed og rummelighed. Så er vi her bare allesammen og bidrager hver især ud fra vores styrker!
Stress og øget kortisol tager tid at få neutraliseret i krop og hjerne. Det sker bl.a. ved kropskontakt og mindfulness, og hvis man får hjælp til at forstå, hvad der udløser stressreaktionen og fjerner de udløsende faktorer, hvis man får lov til at være en del af et fællesskab på en tryg og forudsigelig måde, hvis man får hjælp til at integrere sine belastningserfaringer og få strategier til at håndtere belastninger bedre i fremtiden. Det tager fysisk lang tid at få ophobet kortisol i kroppen til at mindskes og mens det står på, har man brug for megen støtte og anerkendelse. Hos voksne med stresssygdomme ses ofte, at det tager mellem 9-18 måneder at komme sig og blive raskmeldt, før man kan komme tilbage til arbejdslivet på særlige vilkår.
Vi ser lige nu en stigning af børn, som er stresssygemeldte fra skolegang – i 9-18 måneder og mange gange i længere tid…. det er skræmmende og uforståeligt, at vores samfund udsætter børn for sådan et pres.
Lad os sige #STOP til toxic stress NU.
Hver dag øger vi børns kortisolniveauer, og de som allerede lider i institutioner og skoler alle vegne har brug for, at der er ansvarlige voksne tilstede, som siger fra og nægter at presse børnene mere.
De børn har brug for at kunne være en del af institutioner og skolers lærings- og sociale fællesskaber, men i en tryg ramme, hvor fokus er på en styrkebaseret undervisning fyldt med livsglæde og sunde relationer. De har brug for at erfare “at der er plads til mig også, og jeg bliver passet ordentlig på her!”
Og før jeg kommer igang med at tale om sekundær traumatisering, som personaler, der bevidner børns belastningsreaktioner i hverdagen kan udvikle, så vil jeg råbe mine advarsler ud som fagperson, forældre, psykolog og stifter af en højt specialiseret behandlingsskole for elever med autisme og svær komorbiditet: Stress/toxic stress og øget kortisol i den tidlige barndom giver grundlag for psykiatriske og somatiske sygdomme i ungdom og voksenliv. Så udover at barnet udvikler angst og depression, så risikerer vi at tilstandene bliver kroniske, fordi vi ikke passer på vores små og store børn!
Autisme og ADHD er ikke problemet i sig selv. Det er de stress/toxic stress tilstande vi presser børnene ud i hver dag, når vi tvinger dem til at være i sammenhænge, hvor de ikke føler sig trygge eller forstået!
Det er os som voksne, der har det fulde ansvar for at skabe et samfund, hvor alle vores børn (med og uden autisme/ADHD) kan vokse op uden at få belastningsdiagnoser som angst, depression og selvskade.
STOP OP og sig fra overfor vores dages kollektive voksenstyrede samfundsinducerede omsorgssvigt!”