Gå til indhold

Stolt af at være anderledes

Aske er sytten år gammel og fik for knap to år siden en diagnose på Asperger-syndrom. Idag går han i 1.G og synes, at det er sjovt at se folks overraskelse, når han fortæller dem om sin diagnose.

Skrevet af Camilla Rau Petersen

”Jeg sagde til en af mine venner i dag: Vidste du, at jeg er autist? Han sagde: HVAD! Folk de måber, jeg elsker den reaktion. De tænker på Rain Man. Jeg har fortalt mine nærmeste venner det…ja okay, det er et vidt begreb, men dem jeg stoler på eller har kendt i længere tid.  Eller måske fortæller jeg det i en brandert, men jeg får altid den samme reaktion: Hvad! Fuck! Hvad snakker du om? Jeg har forsøgt at kamuflere det godt,” fortæller Aske.

Og kamuflagen har været helt bevidst, forklarer han.

”Jeg har aldrig før været stolt. Eller stolt, jeg mener indset, at sådan er det. Jeg har gået med så mange forskellige masker og prøvet så mange forskellige personligheder.”

I begyndelsen af teenageårene røg Aske ind i en depression. De forskellige masker og personligheder var en af de måder han forsøgte at skjule sine problemer på.

”Da jeg var 13 år var jeg sur og ked af det. Jeg distancerede mig fra alle. Jeg har ændret personlighed hvert år.  Jeg fandt noget, som jeg var mere til, og så faldt jeg tilbage på en personlighed.
I sjette klasse var jeg med på gangster-moden med rap og baggy jeans. I syvende klasse var jeg goth, dødsmetal, satanisme og sorte tanker.
I ottende klasse var jeg småborgerlig og stadig lidt goth. Jeg blev ved med ikke at kunne finde ud af om jeg var glad eller sur. Det var måske også på grund af depressionen.
Men jeg svinger mellem at være et sympatisk eller et afstumpet og kynisk menneske. Det afhænger af hvem, jeg er sammen med.
I ottende klasse fandt jeg ud af, at jeg er god til at skifte, så i niende klasse var jeg den der psykopat, sammen med nogle venner. Sammen med andre mennesker var jeg den sødeste mest omsorgsfulde, selv empatiske person.”

Vejen til en diagnose

Lige siden depressionen begyndte har han været kastebold mellem forskellige psykologiske og psykiatriske systemer, fortæller Aske.
”Jeg har gået til psykolog fra jeg var 13 eller 14 år, det er svært at huske. Jeg har på en måde forsøgt at gemme det væk, men da jeg var omkring 12 år fik jeg et kæmpe sammenbrud og en depression. Jeg kom så til en psykolog, som var skide flink og dygtig, men han var ikke dus med ungdomspsykiatrien, så jeg stoppede igen efter nogle måneder.
Bagefter kom jeg videre til en psykiater. Han sagde bare; ’du vokser fra det’. Men det fortsatte, og jeg gik ind på ungdomsklinikken på Frederiksberg, hvor jeg gik hos en psykolog i et par år. Han bekræftede mig bare i min egen opfattelse af mig selv, som var, at jeg troede, at jeg var skør. På det tidspunkt gik jeg i sort tøj, havde mørke tanker og had, og han hjalp ikke,” fortæller Aske.

Derfor ville han gerne skifte psykolog endnu engang, men han kom i stedet over til en psykiater, som også arbejdede på Ungdomsklinikken. På det tidspunkt gik han ottende klasse og fik antidepressiv medicin.

”Jeg fik antidepressiv medicin i næsten et år, men jeg tror stadig, at det var et placebo. Det hjalp overhovedet ikke, og jeg stoppede med det fra den ene dag til den anden uden at have bivirkninger,” fortæller Aske.

Herefter kom han i kontakt med Bispebjerg Hospital, hvor han skulle gennemgå forskellige tests. Det resulterede i, at han i niende klasse fik diagnosen på Aspergers syndrom, som er en del af autismespektret.

Fordomme om autisme

”Jeg var ikke så glad, da det kom frem. Vi har alle fordomme om autisme. Jeg har heldigvis den lette udgave af Asperger. […] Jeg var rødglødende fordi min mor vidste det på forhånd. Jeg havde taget nogle tests, og min mor havde valgt at vente med at fortælle mig resultaterne. Det var en aftale vi havde haft, altid at være åbne. Selvom der kun var gået en uge, følte jeg, at hun var gået bag om ryggen på mig. Det var også fordi, min mors ekskæreste havde et barn, som havde Aspergers syndrom, og som samtidig var mildt retarderet. Jeg følte, at jeg blev sammenlignet med ham, som jeg ikke brød mig særlig meget om,” fortæller han.

Aske og hans mor fik snakket tingene igennem og kom på god fod med hinanden igen. Efterfølgende var det så meningen, at Aske skulle fortsætte med samtaler hos en psykolog fra Bispebjerg Hospital, men han orkede det ikke rigtig.

”Jeg havde samtaler med en psykolog et halvt år bagefter, som skulle tjekke mine fremskridt. Men jeg var bemærkelsesværdig dygtig til at udeblive. Enten glemte jeg det, eller jeg gad ikke. I begyndelsen var det hver uge, men så blev det til hver anden. Jeg ville bare være færdig med det psykologiske system, jeg var træt af at sidde derinde,” forklarer han.

En anden måde at tænke på

Men Aske tumlede stadig med den diagnose, han havde fået. Om den var rigtig, og hvad den egentlig betød. Han lavede research på nettet og fik mere information fra sider på både dansk og engelsk. I mellemtiden havde hans mor fundet frem til Psykologisk Ressource Center, hvor de fik arrangeret et samtaleforløb med en konsulent.

”Samtalerne har givet mig noget godt, jeg er meget tilfreds. Samtalerne her er fokuserede på de problemer, som der er. Her ved de, hvilke problemer, de skal fokusere på, og hvilken proces de skal følge. Jeg fik nogle analyser her, som jeg ikke kunne få andre steder.
Den første gang, tror jeg allerede det var, begyndte vi med en Strengths Finder test. I flere samtaler bagefter har vi så snakket om mine gode og dårlige sider, om hvad jeg gerne vil arbejde med.
Ved hjælp af hendes [konsulentens] perspektiv har jeg fundet ud af, hvad jeg gerne vil arbejde med. Jeg har lært mig selv bedre at kende og lært mere om diagnosen om mig selv,” forklarer han.

Hvis han selv skal beskrive diagnosen, svarer han følgende:

”Hvad gør mig anderledes? Det er et generelt træk, at vi har en lavere social forståelse, og at have mere eller mindre fikserede interesser (særinteresser), og at have problemer ved at indgå i sammenhænge, som for andre ’normale mennesker’ virker nemmere. Det er en anden måde at tænke på,” siger han.

At han er anderledes oplever han også selv, men det gør ikke så meget mere. Nu ved han, at der ikke er noget galt med ham, men at hans hjerne bare fungerer på en anden måde end flertallets.

”Jeg er anderledes. Jeg skal tage nogle andre valg, hvor andre måske følger de gængse strategier,” fortæller Aske.

Blandt andet er det gået op for ham, at det ikke er fordi han er genert eller socialfobisk, at det for eksempel er svært for ham at begynde i en ny klasse. Det er fordi hans hjerne fungerer, som den gør.

”Jeg er ikke den første til at falde til. Der er sværere at læse andre, at analysere hvem der kunne være mulige venner. Da jeg begyndte i 1.G, oplevede jeg, at det var svært, at lære folk at kende, men jeg oplevede også, at jeg ikke var den eneste,” fortæller han.

”I dag, et halvt år efter, er jeg glad. Jeg har det godt og går glad ud af døren. Jeg føler, at jeg er faldet til. I frikvarteret finder jeg nogen at gå ned sammen med. I begyndelsen følte jeg mig meget malplaceret. I dag føler jeg ikke, at det er en belastning at have gruppesamarbejde. På fredag skal jeg til fredagsbar, jeg har nogen at gå ud og drikke et par øl med,” uddyber Aske.

Stor interesse for filosofi og psykologi

Mange personer med en Asperger-profil er særligt interesserede i bestemte emner eller fagområder. I den forbindelse mener Aske selv, at hans interesse for filosofi og psykologi er usædvanlig.

”Det er ikke normalt ifølge de mennesker, jeg kender. Jeg har altid fået af vide, at jeg virker ældre. Når jeg nævner Nietzsche, måber folk og spørger, hvorfor jeg nævner det, og ikke nævner et eller andet pop eller noget andet mainstream,” fortæller han.

Men i dag er fint med ham.

”Jeg synes det er sjovt. Jeg har nærmest en lykkefølelse, når folk nævner, at jeg er anderledes. Det er kommet efter diagnosen, og at jeg har været her hos Psykologisk Ressource Center. Jeg er som jeg er – der er ikke noget at gøre ved det, jeg hænger sgu altid på mig selv. Jeg har mine kompetencer, talenter og svagheder.

Lige nu vurderer Aske, at hans udfordringer at at få lavet sine lektier og at danne tætte bånd. For ham er det noget med at ses hver weekend og at være ’go’e kammersjukker’, og så er det kærlighedsforhold.

”Det er at få lavet mine lektier, og at danne tætte bånd, det har jeg aldrig været særlig god til. Nogle gange vil jeg det gerne, andre gange er jeg fløjtende ligeglad,” fortæller han.

Det er også noget, han har talt med konsulenten fra PRC om.

”Vi har gået igennem forskellige aspekter af sociale relationer. Jeg tager det som det kommer. Jeg har nogle mangler på de punkter. Det kan godt være, at det stinker, men det må jeg sgu leve med,” slår Aske fast.

Fremtidsdrømme

”Uhh…Der kommer det store spørgsmål. Jeg har haft mange forskellige. Tidligere ville jeg gerne være advokat, men det var indtil jeg fandt ud af hvor hårdt studiet er. Jeg har også tænkt på militæret, men jeg har ikke så meget empati, så hvad hvis jeg ender med at lave en massakre!

Jeg kan godt lide at skrive, men jeg har ikke taget mig sammen til at begynde.

Jeg har lyst til at skrive alt, bare det er noget jeg føler for, noget som giver mening, så kan det være skønlitteratur eller en bog om brandbiler.”