Gå til indhold

Venskabskursus

Psykologisk Ressource Center udbyder nu et gruppekursus i sociale relationer med fokus på venskaber for piger og drenge i alderen 13+

Formålet med kurset er at give den enkelte deltager flere sociale strategier til bedre at kunne indfri de forventninger og forhåbninger, han eller hun måtte have i forhold til at indgå i venskaber.

Mange unge mennesker på autismespektret oplever udfordringer i forbindelse med at få og vedligeholde venskaber. Mangel på sociale strategier til at indgå i relationer med jævnaldrende kan for mange føre til ensomhed og isolation. Venskabet er, ligesom andre sociale relationer, en kompleks størrelse med et avanceret socialt kodeks. For mennesker uden for spektret udvikles de sociale kompetencer, der skal til for at indgå i et venskab, gradvist og intuitivt livet igennem. Mennesker på autismespektret kan derimod have behov for en mere eksplicit guidning i at forstå de forskellige sociale mekanismer og uskrevne regler, som venskabet bygger på. Det er netop denne guidning deltagerne vil møde ved dette gruppekursus.

Kurset løber over seks gange af to timers varighed. Hver gang præsenteres et overordnet tema med et oplæg fra kursusholderne, efterfulgt af snak og øvelser i plenum. Grupperne vil bestå af fem til seks deltagere og vil så vidt muligt blive sammensat ud fra deltagernes sociale profiler, køn, alder og interesseområder, i håbet om at kunne sammensætte hold, hvor deltagerne kan spejle sig i hinanden.


Oplysninger

Pris

kr. 6.000,00

Lokalitet

Psykologisk Ressource Center
Øster Søgade, 32, 4, 1357 København K

Kursusleder

Lise Skørbæk Westermann
Psykolog

Tilmelding